Dit private tropehus
En siddeplads i drivhuset
Selvfølgelig skal der dyrkes tomater, agurker og spændende frugter i drivhuset. Men prøv også at finde plads til en eller to havestole - og lav et blomstrende hjørne.
Plant en storblomstret klematis i drivhuset, prøv den gammelrosa 'Comtesse de Bouchaud', den vide 'Mme le Coultre', en lyseblå, en rød eller en lilla klematis, der er mange at vælge imellem. Klematis i drivhuset skyder tidligt og raskt i foråret, og de lange skud bindes op til tråde langs drivhusets sprosser.
I det tidlige forår plantes stedmoder og hornviol som bunddække ved siddepladsen. Senere plantes sommerblomster, prøv den duftende blå heliotrop eller måske hellere bunddækkende stauder, f.eks. lave klokkeblomster. En smuk, duftende lilje vil gøre underværker midt på sommeren, plant den i foråret i drivhusets blomstrende hjørne.
Liv i drivhuset
Forårsvarmen i drivhuset sætter gang i plantevæksten. Varmen sætter også gang i insekternes formering, og det gælder både de nyttige og de skadelige. Én lus på peberplanten bliver til 100 lus i løbet af ca. 2 uger. Efter endnu 2 uger er de 100 lus blevet til 10.000, hvis vejret er godt, og så er der ikke meget peber at se! Derfor er det vigtigt at holde øje med insekterne i drivhuset, så problemet opdages indenfor de første 2 uger.
Mellus, spindemider og bladlus er drivhusets største plager. De vil ofte først være at finde på de følgende planter..
TOMATER: Kan af og til blive angrebet af mellus også kaldet hvide fluer. Ryst jævnligt toppen på planterne, er der mellus på planten, flyver de op ved denne bevægelse. Så snart du har set den første mellus lette, skal der gribes ind.
AGURKER: Kan af og til blive angrebet af spindemider, også kaldet rødt spind. Hold øje med bittesmå gule prikker på bladenes overside. Ser du det, så vend bladet og undersøg bladundersiden, hvor spindemiderne vil befinde sig. Spindemider er meget små, så tag en lup til hjælp! Så snart de først spindemider registreres, skal der gribes ind.
PEBER: Kan af og til blive angrebet af bladlus. Hold øje med skudspidserne og eventuelt forkrøblede blade, hvor lusene vil sidde på bladundersiden. Så snart de første bladlus registreres, skal der gribes ind.
Man kan vælge at bruge BIOLOGISK BEKÆMPELSE af disse skadedyr. Det vil sige, at man udsætter skadedyrenes naturlige fjender i drivhuset. Anvender du BIOLOGISK BEKÆMPELSE vil skadedyrenes naturlige fjender, nyttedyrene, gøre det af med dem.
De nyttige snyltehvepse lægger æg i mellusens larver og spiser dem op indefra. De nyttige rovmider lever af spindemider. De nyttige bladlusgalmyg har larver, der lever af bladlus.
Find luppen frem eller køb én og hold øje med drivhusets planter. Brug luppen til at finde skadedyrene, endnu mens de ikke er særlig iøjnefaldende. Når du har sat den BIOLOGISKE BEKÆMPELSE i gang, så brug luppen og følg slagets gang, forhåbentlig vinder nyttedyrene over skadedyrene!
I alle Grønne Danmark butikker kan du få en folder om biologisk bekæmpelse, hvor du kan se billeder af de forskellige skadevoldere og få råd om bekæmpelse.