Vin i danske haver

Dyrkning af vindruer i egen have er ved at få en renaissance. Vinen har et smukt og frodigt løv, som kan gøre underværker på en husmur eller danne et skønt, grønt løvtag i pergolaen eller i drivhuset. De fleste sorter giver, under de rette dyrkningsbetingelser, rigeligt med velsmagende druer fra august til oktober. I efteråret sluttes af med pragtfulde løvfaldsfarver.

Vin trives, hvor der er varmt og solrigt f.eks. som espalier op ad en sydvendt mur. Hvad jordbund angår er vinstokken meget taknemmelig. Man skal bare sørge for at holde den i god kalk- og gødningsstand.

Vin kræver en del pasning sommeren igennem. Den har nemlig en fantastisk vækstkraft. Den skyder gerne flere meter lange ranker, hvis den får lov at vokse. Disse skal regelmæssigt knibes eller helt fjernes.

Vinen kan plantes fra her i efteråret. Der er i de senere år kommet flere nye og bedre sorter frem på markedet.Vinstokken købes i planteskolen og udplantes så hurtigt som muligt. Inden udplantningen vandes stokken godt igennem i den potte, hvori den vokser. Rødderne bredes forsigtigt ud i det ca. 20 cm dybe hul.

Rødderne dækkes med jord, hullet dækkes til og jorden trykkes fast ned om planten. En passende afstand mellem flere vinstokke er mindst 75 cm og ca 25 cm fra muren.

Den tidligste beskæring er vigtig, fordi den har betydning for vinstokkens form. Da en vinstok bliver mere end 50 år gammel, lønner en god 'opdragelse' i barndommen sig.

Ved plantningen skæres vinen tilbage til den højde, hvorfra man vil have hovedrankerne udviklet. Og første år får hovedrankerne lov til at vokse. Der bør være 60 cm mellem hver hovedranke. Disse danner med alderen de tykkere grene og stammer. Alle sideskud skæres tilbage til 2 knopper. Efter endt vækstsæson skæres de unge hovedranker tilbage til 5-7 knopper. Andet år får hovedrankerne igen lov til at udvikle sig. I sommerens løb bindes de til et espalier. De sommerskud som dannes på sideskuddene fra i fjor forkortes til 6-8 blade.

Der er mange forskellige måder at beskære vin på. Der findes således bl.a. enkelt og dobbelt vifteform, U-form, palmetter og mange andre fantasifulde udformninger.